Generalforsamling 2018

Rolig aften i Nordbornholms Golfklub

Klubben afviklede torsdag aften årets ordinære generalforsamling med beskedne 31 medlemmer som deltagere. Ole Rømer blev valgt til dirigent og han havde en let opgave, da alt gik efter bogen.
Formand Jakob Friis uddybede sin skriftlige beretning med at prioritere vigtigheden af at have et godt klubliv med engagerede medlemmer og det var hans og bestyrelsens opfattelse at det var lykkedes i 2017.
Regnskabet, der udviste et overskud på kr. 33.696 blev godkendt uden kommentarer og det foreslåede budget med uændret kontingent i 2018 blev også vedtaget uden sværdslag.
Tre af de fire bestyrelsesmedlemmer, der var på valg, havde ønsket at stoppe deres virke for klubben. Det var Hans Runekær-Hansen, Lars Jørgensen og Kim Sørensen, som alle blev takket af formanden, for deres indsats. Sylle Ullerup Hansen blev genvalgt, mens bestyrelsens forslag til nyvalg af Jacob Storm (Matchudvalget), Ruth Gjerding (Begynderudvalget) og Bruno Klithammer (Sekretær), blev godkendt med akklamation.
Kim Westh og Michael Mortensen blev genvalgt som revisorer.
Der var ingen forslag fra bestyrelsen eller fra medlemmerne, så under eventuelt kunne der drøftes frit og her blev det oplyst at man forsøger at laver lidt flere matcher med samlet start, frem for løbende start, hvilket vil fremme det sociale og bakke bedre op om sponsorerne.
Formanden kom ind på at man påtænker at lave en aften med fokus på det mentale når man spiller golf, altså de tanker man gør sig under en golfrunde og træner Gary Hindshaw vil stå for oplæg og komme med gode ideer til at score bedre på en golfrunde.
Der var også lidt spørgsmål omkring retningslinjer for benyttelse af klubbens buggy og endelig blev der efterlyst medlemmer, der vil være ambassadører for indførelse og undervisning i de nye regler, der skal træde i kraft fra 1. januar 2019.


Bestyrelsens beretning for 2017

februar 2018

Beretning for golfåret 2017 NBGK

Så er det atter blevet tid til at kigge tilbage på 2017, hvor bestyrelsen har gennemgået betydelige forandringer med formandsskift og nye medlemmer samt ændret rollefordeling.

Det har været meget nyt, både for os i bestyrelsen, men også for medlemmerne, som stadig har kaldt Allan Juhl for formand. Dette har han taget pænt og sendt videre til os, med gode råd og erfaring.

Heldigvis er Allan stadig et væsentligt aktiv i klubben, som passer hjemmeside og mailboks og begynder teoriundervisning, for blot at nævne nogle.

Vores samarbejde med Rø Golfbaner har fungeret godt, blandt andet når vi har vi afviklet matcher og klubbegivenheder til alles glæde og præstationsniveau.

Der er sket megen læring gennem 2017 for bestyrelsen og for mig i særdeleshed. Og vi har arbejdet på, at klubben er alle medlemmernes klub – ved at styrke det sociale, i det fællesskabet, er vigtigt for at fastholde og motivere medlemmerne i klubben til at deltage i klublivet. Ikke mindst Møllan med Benjamin ved roret eller gryderne, er et samlingspunkt for glæder før som efter en runde og for nogen en trøst.

Klubberne i klubben lever i, efter sigende, bedste velgående uden vores indblanding. Hold og eliten støttes moralsk som økonomisk.

NBGKs juniorer var vært for en fælles distrikts-afslutning lørdag d. 21. oktober, hvor der blev offentliggjort hvem der vandt turen til Stjernegolf 2018 samt blev klubvinder. Årets klubvinder 2017 i junior afdelingen er: Nordbornholms Golfklub.

Igen i år var der en fin blanding aldersmæssigt på begynderholdet om mandagen, som Hans har varetaget på glimrende vis. En hel del suste bare ned i hcp. og blev hurtigt sluset videre fra mandagsgolfen til klubbens øvrige aktiviteter.

Konceptet med at tage golfskoledeltagerne med ud på de store baner, efter samråd med Gary omkring teknik og slaglængder, den såkaldte svenske model, meget tidligt i forløbet, har vist sig at være en god metode, da man hurtigt lærer alle de andre “mandagsgolfere” at kende og får en fornemmelse for at bruge Garys undervisning i praksis.

Klubbens medlemsantal er stabilt og der er vist stadig plads til flere medlemmer – som skal være velkomne.

Økonomien er ligeledes stabil og solid. Vi har valgt at stoppe med forudbetalt matchfee i 2018, da dette var dyrere og tungere administrativt. Fremtiden bliver betaling i proshoppen. Vi vil takke Torben Danielsen for hans værdifulde indsats som bogholder og regnskabskyndig.

2018 bliver spændende i det vi vil fokusere på nye regelændringer der indtræder i 2019. Klubben vil arrangere møder og vi søger derfor efter engagerede regelambassadører, der kan varetage denne opgave. Der bliver erhvervet forskelligt regel pædagogisk legetøj fra DGU, som kan tages i brug.

En mental træningsaften ved Gary er planlagt i foråret som en slags ny begyndelse eller forberedelse til sæsonen. Måske er det fysiske ikke hvad det har været, men det mentale kan og bør trænes, hvilket kan forbedre dit spil.

Match programmet er udarbejdet i samarbejde med Carsten Hæstrup og bestyrelsen, som ønsker at flere matcher afvikles som gunstart for at styrke det sociale omkring afslutningen og præmieuddelingen. Desuden vil efterfølgende fællesspisning hos Benjamin være med til øget deltagelse og fælleskab. Vi har ligeledes forsøgt at koordinere matcher med NGK og BGK, for af at give mulighed for deltagelse i flest mulige matcher og især ø-dækkende matcher.

Vi håber, at vi kan forsætte det gode samarbejde med alle frivillige og vores samarbejdspartnere, og vil gerne takke for deres indsats og hjælp, der er med at gøre NBGK til en klub, der ikke bare har fantastiske baner og trænings faciliteter, men også med godt sammenhold og gode golf oplevelser.

Klubbens medlemmer opfordres til at bidrage til at med at holde banen i god stand og skabe et godt og venligt miljø for hinanden.

Godt golfår

Jakob Friis, Formand NBGK

Vedrørende valg: Bestyrelsen indstiller Ruth Gjerding til formand for begynderudvalget, idet Hans Runekær Hansen har valgt at ikke at genopstille.
Jakob Storm til formand for matchudvalget, idet Kim Sørensen har valgt at trække sig.
Sylle Ulderup modtager genvalg.
Lars Jørgensen har valgt ikke at genopstille, hvorfor denne post pt. er ledig.

Jakob Friis, Mads Holm og Jørn Ole Riis er ikke på valg.


Regnskab 2017

Årets driftsregnskab med status

PS! Alle underskrifter er på plads på det originale regnskab.