Finalespil i Bornholms Brand Texas Scramble

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Otte under par blev vinderscoren

Med en score på otte under par, skulle der næsten en brandforsikring til banen, i forhold til hvordan vinderholdet brændte banen af, da der søndag var finale i Bornholms Brand Texas Scramble på Old Course i Rø. To hold fra hver af de bornholmske klubber havde sidste søndag kvalificeret sig til finalespillet og på to hold var der udskiftet en enkelt spiller. Det var helt efter reglerne og resulterede i at de to hold fra NBGK og Nexø havde samme handicap, mens de to hold fra BGK fik 1 og 2 slag i handicaptillæg.
Lige lidt hjalp det for det Nordbornholmske hold med Jacob Christiansen, Jørn Johansen, Asger K. Karlsen og Gordon Schou var helt ovenud suveræne, med en score på otte under par. Nexøs vinderhold fra sidste uge, Steen Rønlev, Ruth Brandt Kofoed, Thomas Vindahl Larsen og Lennart Nielsen blev toer med en score på en under par. Det andet Nordbornholmske hold med Allan Juhl, Flemming Skov, Bendi Hansen og Hans Runekær Hansen sluttede i en over par på tredjepladsen. Alle deltagere havde en sjov dag med social golf, der er udfordrende og meget lærerigt, for både den gode spiller som spillerne med lidt højere handicap. For vinderholdet gik alting op i en højere enhed og de var alle enige om, at de ikke kunne have spillet bedre. Der var klapsalve til Direktør Poul Friis Hansen for det gode initiativ med denne matchform og de fine præmier.