Sådan!

Kommunikation til forældre/spillere

NBGK´s junior golf

Velkommen til junior, her er lidt information om hvornår og hvordan junior golf fungerer.

Hvordan starter man med at spille golf?
Du møder op til træning og kontakter træneren.
Du kan låne køller af træneren.

Der er en prøveperiode på 1 måned herefter skal du melde dig ind i klubben.

Hvad koster det?
Det koster kr. 800,00 for et helt år.
Er både mor og far medlem af NBGK er kontingentet gratis for deres børn.
Juniorspillere som er medlem af NBGK kan spille gratis på alle golfbaner på Bornholm.

Hvad betalers der for?
Der betales for 2 gange træning/match om ugen, se træningsdag og tidspunkter, samt mulighed for deltagelse i forskellige turneringer og arrangementer.

Hvilke fordele er der som juniorspiller?
Du kan som junior spiller købe en boldnøgle, en boldnøgle er en nøgle som giver adgang til golfbolde, som man slår ud med på træningsbanen Driving Rangen. Nøglen koster kr. 150,00 og kan gratis påfyldes. Nøglen er kun for juniorspillere og må ikke benyttes af forældre. De skal have deres egen nøgle

Hvornår trænes der?
I perioden fra d.13. april til d.15. september
Der trænes mandag og fredag kl. 16:00 for begyndere og kl. 16:30 for øvede
Hver anden fredag spilles der golfmatch. De fredage møder alle kl. 16:00.

Derudover selvtræning. De unge mennesker er meget velkomne til at benytte både Driving Range og par-3 banen i golfklubbens åbningstid.

Hvornår er der matcher og andre aktiviteter?
Aktiviteter og matcher er på følgende dage: Programmet kan ændres  – se websiden – Aktiviteter under Junior i menuen.

Flere oplysninger og forklaringer

Opdeling af juniorer
Vi har i år valgt at opdele vores juniorer i to grupper. “Begyndere” og “Øvede”.

Opdelingen er foretaget efter kriterierne:
Junioren har opnået et officielt handicap og har adgang til spil på stor bane, samt udvist evne og overblik til at spille golf på et højere niveau.

Hvis en junior, der har fået handicap og dermed adgang til stor bane, stadig ønsker at træne på “Begynder” er man velkommen til dette. Man kan ikke træne på begge hold på samme tid og vælger man at træne på “Øvede”, bør man ikke rykke tilbage igen.

Gruppen af juniorer med handicap i den høje ende udgør derfor en lille gråzone, og i samarbejde med pro-en bestemmer vi hvor den enkelte bedst placeres. Træneren bestemmer suverænt om en junior er klar til at spille på stor bane.

Træningstider:
Træningstiderne for juniorerne er:

Begynder:
Mandag og fredag kl. 16:00 til 16:30. Træningen er hver gang med Gary. Der vil være en fra juniorudvalget tilstede ved hver træning.

Nogle fredage fra kl. 16.00 er der spil over 6 – 9 huller uden træning. Der kan evt. spilles om et trofæ over sæsonen.

Øvede:
Mandag og fredag kl. 16:30 til ca. 17.15. Træningen er hver gang med Gary, og der arbejdes individuelt, samt i grupper efter et program helt fastlagt af Gary.

Nogle fredage fra kl. 16:00 er der 9 hullers match på skiftevis Old Course og New Course. Der kan evt. spilles om et trofæ over sæsonen.

Regler for adgang til stor bane

Først er det vigtigt at slå fast at, det at spille på “den store bane” både gælder “Old Course” og “New Course”. Dernæst gælder det, at man mindst skal være 12 år for at færdes på banen alene. Alle juniorer under 12, skal færdes i selskab med en voksen eller en junior over 14, når de er på store baner.

Teori og regler
For begge hold, gælder det at der enkelte gange i løbet af sæsonen, vil være træningsdage, der er helt eller delvist afsat til teoretisk træning, samt etikette på banen. Vi vil afgøre løbende, hvilke dage det bliver og det forventes at juniorerne deltager med stor iver.

Begivenheder
I løbet af sæsonen, planlægger vi nogle begivenheder: SommerCamp og spisninger og måske en tur til Sverige.

Sommer Junior Golf Camp
Tidligere år afholdt vi Sommer Junior Golf Camp i Rø, med mange deltagere fra alle klubberne. Der blev overnattet, leget, trænet og spillet golf, hele weekenden. Søndag, var der afslutning, med deltagelse af forældre. En stor succes, der udgør et vigtigt socialt aspekt, for vores junior-spillere på øen. Vi må se om det kan afvikles igen i løbet af sommeren.

Forældrehjælp
Vi har brug for hjælp! De sidste par år har træningen for juniorerne været lagt sammen og forekommet lidt uoverskuelig, for spillere, trænere og da også forældrene. I år – gør vi op med det!

Det vil det primært være omkring kørsel, til og fra turneringer på øen, hvor vi vil trække på forældrene, men også til spisninger og evt. andre enkeltstående opgaver.

Men vi opfordrer meget forældrene til at blive til en træning – især i den første periode, for at se, hvad vi laver. Der er kaffe på kanden i hytten ved træningsbanen.

Retningslinjer:
Juniortræning i NBGK, er dels leg for begyndere og for de øvede et målrettet arbejde på at motivere og forbedre vores unge medlemmer, til at opleve golfspillet, som en mental, såvel som fysisk udfordring. Undervisningen, set over sæsonen, er en sammenhængende størrelse, der kræver kontinuerlig indsats, fra træner, ledere og især spillere.

Juniortræning i NBGK, er ikke en ret man har som medlem under 19 år – men et tilbud på linie med andre sportsgrene – som man kan melde sig til for en sæson ad gangen, og så møde frem til.

Udstyr
Har man spillet golf i noget tid, er udstyret som regel på plads. Har man spørgsmål, vedrørende køb af nyt udstyr eller lignende, er vores Pro Gary Hindshaw altid til rådighed med råd og vejledning. Gary svarer gerne generelt på spørgsmål og shoppen på Rø Golfbaner, kan desuden hjælpe med udstyr af mange mærker.

For de helt nye, gælder det ofte at man ikke har golfudstyr – er i tvivl om hvad man har brug for – hvad det skal koste – hvor langt eller kort jernene skal være, men det er der råd for!

Vi har en række junior-sæt som kan lånes i den første tid. Det er ikke en langvarig løsning, for hverken spiller eller klub, men en fin løsning til den første tid, til man finder ud af om det at gå til golf er det rette for den unge.

Trolley
Vi anbefaler en 3-hjulet trolley – især til de små, da oplevelsen af spillet kommer i fokus, når de ikke skal forslæbe sig rundt på den “laaange” par-3 bane!

Økonomi
Når man er medlem af NBGK til et årskontingent på kr. 800,- er det gratis at gå til juniorgolf!

Men økonomien er stram, når det gælder de tiltag, som vi gerne tilbyde de unge. Der kan derfor forekomme enkelte gange, hvor det er nødvendigt at bede om midler fra spillerne og deres familie. Dette vil altid være frivilligt og være i forbindelse med ekstraordinære tiltag, som rejser m.m.

Men for at forbedre økonomien udover det beløb, vi modtager fra klubben og de tilskud, som spillerne og deres familier giver, har vi forskellige ideer til hvordan vi kan skaffe ekstra midler til juniorarbejdet:

Vi søger sponsorer:
Nogle der vil hjælpe med at støtte juniorgolfen i NBGK – måske nogen kender nogen? Specielt mangler vi sponsor til spillerdragt til juniorne, når de er ude og spille matcher!